ChauffØr er det en livsstil ?

Er det en livsstil at være chauffør?
Både og for mig har det været en drengedrøm fra jeg var helt lille (jeg er stadig lille og drømmer sommetider)
Jeg voksede op i Ullerslev lige ved siden af den gamle hovedvej tværs over Fyn, så jeg kunne hver dag se på alle de lastbiler som kom forbi. Fra jeg var omkring 7 fortalte jeg min Far at jeg ville være chauffør når jeg fik kørekort.(jeg turde ikke sige stor og godt det samme for jeg er ikke blevet ret stor) Det fik jeg i 1977, det var dengang hvor man tog køretimer i lastbil og så fik man automatisk både til Bil, Bus og Lastbil Jeg betalte den nette sum af Kr.:1984,50, for hele herligheden.
Jeg har altid været interesseret i mekanik så i min fritid var jeg på en tankstation. Det var dengang hvor folk skulle have for 10,00 kr. benzin, set efter olie, vand og have luft i dækkene, sommetider var det rigtig fedt når der kom en lastbil de kunne have for omkring 350-400 kr.
Jeg måtte bare ud at køre med sådan en. Nu var det så heldigt at der faktisk var et par chauffører i byen, så da jeg var 15 år fik jeg chancen for at komme en tur med Bjarne til Sverige Hold op det var lagt væk 2 sejlture og så helt til Gøteborg, her skulle vi losse nogle kartoner for så at køre ind i byen og laste damebukser, nøj der kan være mange bukser i et hængertræk. Og så var vi for øvrigt rundt på hele Sjælland, Lolland og Falster, for at tømme igen. Yes !!! min første tur, jeg var bare solgt. Min næste tur med Bjarne var til Østrig, jeg må hellere lige få indskudt, nu var det ikke ligefrem en globetrotter som Bjarne kørte i men en Volvo F86 2 Akslet med nedbygget hænger til hængende konfektion.  Så det var helt fint når bare vi fik luft i madrassen om natten når vi skulle sove så kunne man ligge på tværs hen over sæderne og motorkassen, senere fik han en Mercedes 1628 der var der 2 køjer det var ren luksus. Men tilbage til Volvo´en sådan en dyt er ikke det vildeste når det går opad og nu har jeg lært i skolen (når jeg var der) at Østrig består meget af bjerge, men der er sku også mange når man skal østover hele vejen derned.
Det var noget af en tur, Jeg husker en par ting fra den tur, det var nede i Tjekkoslovakiet på snekædepladsen der stod der en Scania 140 fra Ellegård. Stenløse og gik i tomgang (hvorfor ved jeg ikke), Chaufføren havde sat en seddel i vinduet, hvor der stod at han ikke kunne klare at køre mere, så han var taget med en anden chauffør hjem. Det var ret spændende med alt den kontrol ovre øst på, men lige så snart vi var i Østrig skulle vi ind på en restaurant som lå ved grænsen og hende der havde det hed Sussi kan jeg huske. Er du så færdig en kæmpe wienersnitsel med brasekartofler jeg glemmer den aldrig. Jeg har været der engang senere da jeg selv begyndte at køre, det var stadig Sussi som havde den og portionerne var ikke blevet mindre.
Da dagen kom hvor jeg stod med det røde kort i hånden nu måtte jeg selv køre H…K…. Det var fedt. Jeg var så heldig, næsten ved siden af min far og mor, der boede Poul Christensen, så det var en nærliggende ide at prøve lykken ved ham. Jeg var heldig fordi Niels Erik Convoy 430 havde sagt op og skulle ned til Barsøe så jeg fik chancen. Jeg var med Niels Erik en enkelt tur til Tyskland, og så var det på egne ben.
Min 1. Tur. jeg skulle til Frankrig, det var vildt langt væk helt præcis så var det til St. Privat i nærheden af Limoges. Bilen var en MAN-Büssing 16.320 (Motoren hænger sku på siden af sådan en bil) usynkroniceret fuller gear, så det var ellers noget af et køretøj, og for at det ikke skulle være løgn så var den 2 akslet og med en 3 akslet Burg anhænger (det er ikke et udpræget vinter køretøj) men jeg kom frem til kunden.

Det var for Thermo Skandia og Ebbe Eilsø han var speditøren. Jeg har talt med Ebbe her for ikke så længe siden, der gik et stykke tid inden han kunne huske mig, det er faktisk sådan cirka 30 år siden, men med lidt hjælp og et par historier så kom det (han er også blevet lidt ældre). Jeg husker, at på vej derned gik bilen i stykker, en ventil på pumpen blev utæt, men efter et værksteds besøg så lykkedes det at komme frem.
Efter et stykke tid skulle jeg på min første tur til Italien, jeg havde den glæde at få følge med Ole”whisky” fra Jens Gade og Løkke fra Jørn Thomsen Nåh JA se i dag er Løkke gået på pension, efter næsten 40 år ved Jørn Thomsen, så hvis din vej falder forbi Varde, og du ser en lille mand på en cykel i Jørn Thomsen farver, med et Scania skilt på siden, så vogt dig (Thi Kyllingen fra Tølløse, ham i den der prikkede trøje der tager doping) han er vand ved siden af Løkke (jeg ved ikke om skiltet hvor der står R240 står for vægt eller antal eger) Hvis jeg ikke fik sagt tak? så skriver jeg det her
TAK LØKKE OG OLE FOR EN HYGGELIG LÆRERIG TUR.
Det blev siden hen til mange ture til støvlelandet helt præcis blev det til 187 ture derned, en del af dem gik til San Vitaliano Napoli.  hvor jeg fik en god ven i vagtmanden ( sej gut, kan ses under ”Sjove billeder”)   
Jeg havde fået skiftet min første bil ud med en nyere model MAN 16.321 med køleskab (den gamle havde en låge i kølekassen hvor jeg kunne have min mad, det var bare træls at jeg kørte så meget frost) den første tur var sammen med Knud Knudsen Hammel i sin nye bil. Efter et par ture var jeg igen på vej sydover sammen med Flemming og Krølle, vi havde siddet og snakket undervejs, og Flemming og jeg var enige om at det gav varmere bremser hvis man luskede ned af Brenner med 40 km/T  Krølle var af en anden opfattelse, det måtte afprøves ned af det gik Flemming spurgte om det røg, jeg svarede nej han sagde blot så se op så ryger det der (han havde rør opad) han gav gas og det røg sku!! . Vi kom ned, ingen varme bremser ved Flemming og jeg men efter lidt tid kom Krølle, han kørte op imellem os nede i Danmarksgade og fy for H…… hvor det lugtede af bremser, Krølle måtte se det i øjnene at han havde fået varme bremser, hvad der siden skete, var sket alligevel Flemming (kantstens mekanikeren) havde et defekt leje på traileren, som vi forsøgte at varme af uden held, men der kom 2 mekanikere fra København søndag eftermiddag og skiftede det .
Efter 3 år ved Poul Christensen var jeg ved at være træt af altid at ligge bagerst så jeg kom til Mogens Bredahl Esbjerg. Jeg kørte som afløser i starten men ikke ret længe så fik jeg fast bil, det blev den sidste 141 som Bredahl havde. Den blev 3 år i firmaet og havde da kørt 610293km. Det er den bedste bil jeg har haft til dato. Den blev sidenhen solgt til en anden vognmand i Esbjerg, som kørte til England, her var jeg så heldig at jeg kom til at følges med ham et par år senere, da jeg igen var tilbage ved Poul Christensen hvor jeg var begyndt at køre blomster, det var helt vemodigt at se sin gamle bil i nye farver, men han lovede mig at passe godt på den. (jeg har forsøgt at finde den sidenhen, men det er ikke lykkedes.)    
Hos Poul Christensen Ullerslev, som faktisk er storebror til LILLER TRANS Odense var jeg tilbage til MAN lastbilerne jeg fik først en 24.321 så fik jeg en 24.361 jeg havde den kun en måned så fik jeg atter en ny bil en 24.362 jeg kørte dengang blomster men efter et par år syntes min bedre halvdel at det var ved at være tiden hvor jeg skulle til at se mine børn (de havde fået øjne) så jeg måtte prøve at finde noget hjemme i Danmark, det var ikke nemt måtte jeg fortælle min kone og jeg havde det jo godt der hvor jeg var, men da jeg ikke selv kunne tage mig sammen til at kvitte jobbet som eksportchauffør så fandt min kone et job til mig. (dog stadig som chauffør)
Jeg prøvede det bedste jeg havde lært men lige meget hjalp det jeg var stadig kun hjemme i weekenderne, men til gengæld var jeg forbi hjemmeadressen hver dag det var nu en god ting særlig i dag hvor min yngste søn er blevet udlært som chauffør og selv er på vejen hverdag, så det var nu godt jeg kom hjem og fik bare lidt indflydelse på opdragelsen af mine sønner.
Det første sted efter perioden med eksport varede ganske kort, vognmanden kunne ikke få det til at løbe rundt, så det var en kort karriere som hjemmepilot. Jeg havde dog forstået budskabet, fra min bedre halvdel, så jeg begyndte ved Alf Gregersen, her var det meget blandet kørsel, men julen nærmede sig, så jeg blev bedt om at køre et læs juletræer syd for grænsen, jeg sagde staks ja (det var nok en dårlig ide) men har man først sagt a må man også sige b så af sted det gik. Det blev til en del ture med juletræer sidenhen fik jeg lov til at køre Sverige, det gik vældigt med fruen derhjemme jeg var hjemme engang midt i ugen og hver weekend så alt var helt ok.
Nye folk nye ideer, der kom en ny speditør i firmaet og fandt ud af at jeg faktisk kørte rundt med en EF till i bilen, det mente vedkommende ikke var nødvendigt, når jeg kørte Sverige, så straks var der lavet om i planerne og jeg måtte et par ture sydover igen, Jeg kan ikke huske hvor mange men jeg kan huske fruens ORD.
Jeg måtte finde ud af noget ellers?  Turen gik denne gang til en tidligere eksportchauffør som var kommet hjem og havde overtaget sin fars forretning. Niels Arne Johansen (tidl. Morten Rahbæk-Poul Christensen)
Her var der gang i løjerne, vi kørte gods til og fra landbruget,  gud det var helt sjovt at være hjemme næsten hver dag, vi havde stort set travlt hele året, men på et tidspunkt var det som om det blev mindre, så jeg begyndte at køre mellem Jylland og sjælland, her blev det også lige pludseligt meget lidt med gods, så jeg fik noget metalspåner på bilen til Holland, ja så var vi i gang igen, der gik lidt tid igen inden jeg begynde at høre en sagte torden i det fjerne. Jeg anede at denne torden kunne udvikle sig til et katastrofalt uvejr så jeg trak i nødbremsen inden det gik galt.
Jeg var ved Roland Munch Esbjerg i 9 år, som alle blev tilbragt som chauffør ved Carlsberg/Tuborg i Fredericia, her var jeg de første 3 år som afløser på depot bilerne, men fik sidenhen den første af de små distributionsbiler, det var en herlig tid mange rare folk at arbejde sammen med mange gode kunder som blev besøgt en gang hver uge så der var nogle steder at komme rundt og få kaffe. 
Ved Roland Munch fik jeg  muligheden  for, at få et svende brev som merit elev, det var en herlig oplevelse, jeg kan kun opfordre dem som har mod på det til at få det. Hvem skulle have troet det var muligt. Men det var muligt, jeg havde jo også Helge”Rødekro” som lærer(tidl. Eksportchauffør ved Marius Larsen Starup.) det var en uforglemmelig måned på Euc. Vest.
Der skulle gå 25 år, fra den første dag jeg begyndte at køre, til den dag hvor jeg stod med et svendebrev.
(det kalder jeg en læretid der er til at forstå) Så til dem der tror, det er et nemt job at blive chauffør, kan godt tro om igen, det er en virkelig langstrakt uddannelse.  Så er der nogen som spørger mig om jeg er faglært eller har en længer varende uddannelse, JA hva tror du jeg svarer???  Man lærer også meget bla.  At sige
Jeg forstår ikke – I morgen- Højre- Venstre- Øl – Vand - Jeg skal læsse til Danmark - baderum og mange andre gloser.  Nå spøg til en side der var mange af gutterne som hurtigt lærte sig de mest nødvendige gloser, ja nogen af dem sågar på op til flere sprog, der var også dem som kun kommunikerede på tegnsprog de kom også både frem og tilbage.
Og nu hvor alderen nærmer sig de 50. Er der så noget jeg har fortrudt!!
Både og  fordi var jeg begyndt at køre hjemme noget før havde jeg måske haft 2 sønner som var blevet chauffører, men så var der nok ikke blevet en hjemmeside ud af det
NEJ ikke et eneste sekund har jeg fortrudt at jeg begyndte at køre, det er det som jeg kan li, være fri for en værkfører som hænger i nakken på en, men bare sig selv.
Om jeg er stolt ? Ja i hvert fald. En søn der er rigtig god til det med hjemmesider, og en søn som er fulgt i sporet efter sin far, og trods optræk til lidt torden i ny og næ en kone som foreløbig har holdt ud siden engang sidst i 70´erne. (jeg har sat alarm på min telefon, skrevet datoen ned i min dagbog, simpelthen prøvet at sikre mig at jeg ikke glemmer vores sølvbryllupsdag. Jeg har endda spurgt om fri ved vognmanden i god tid, for god ordens skyld.) 
Nu  er det blevet en længere historie som jeg håber der er nogen som kan smile af, nikke genkendende til noget af det, eller bare grine og sige nå ja, men skrevet det er den blevet.